2018: Disse trends kan HR se frem til i år

HR er i gang med en væsentlig forandring, hvor fokus er på vej væk fra automatisering, men hvor der til gengæld lægges større vægt på at medvirke til virksomhedens resultater og på engagement. Det bliver nøgleordene for 2018.

Af Kasper Eldam, Regional Director, Nordics & Middle East, Cornerstone OnDemand

HR er i gang med en væsentlig forandring, hvor fokus er på vej væk fra automatisering, men hvor der til gengæld lægges større vægt på at medvirke til virksomhedens resultater og på engagement. Det bliver nøgleordene for 2018. I 2017 voksede HR analytics, og der var stor fokus på brugen af teknologi til at forbedre den måde, virksomheder kan bruge deres medarbejderdata. Danske virksomheder har efterhånden fået værktøjerne til kunne påvirke virksomheden og dens resultater – nu er det tid til at forstå, hvordan de bedst bruges.

2017 lagde en stærk grobund, og 2018 vil bringe en lang række forandringer med sig, som vil være med til at ændre fremtiden for HR. Så hvad bliver de fire største HR trends, vi kommer til at se i 2018?

  1. Fra medarbejderbranding til medarbejdertillid

2018 bliver et år, hvor både arbejdsgivere og medarbejdere kommer til at bygge videre på trends, vi allerede så småt har set. Vi oplever lige nu en forandring i samfundet i forhold til gennemsigtighed. Uber kom under beskydning, efter en medarbejderblog gik viralt, og #Metoo-kampagnen startede efter Weinstein-beskyldningerne. I 2018 vil vi komme til at se mere åbenhed – både på det individuelle og det forretningsmæssige plan. For at opbygge tillid skal virksomheder kunne bevise over for både kunder og ansatte, hvorfor de kan stole på netop denne virksomhed. Når det handler om HR, skal virksomheder for eksempel kunne bevise, at de er seriøse i forhold til ligestilling, og at der ikke er forskel på løn og jobmuligheder for kvinder og mænd.

Tendensen til mere åbenhed og ansvar vil kun blive mere populær, og virksomheder bør være opmærksom på dette og forberede sig godt. Især her i 2018, hvor den nye persondataforordning (GDPR) træder i kraft, og hvor både kunder og ansatte vil vide, hvor og hvordan deres personlige data bliver brugt. Man kan ikke længere gemme sig bag høje mure, hverken fysiske eller teknologiske.

  1. Loyaliteten er død – nu handler det om engagement og respekt

Engagement har erstattet loyalitet. I 50’erne var det normalt at have ét job hele livet igennem. Det var sjældent, at medarbejdere skiftede job, og de forblev som oftest loyale til virksomheden, de arbejdede for. Nu om dage forlader en medarbejder nemt en virksomhed, hvis han eller hun føler sig undervurderet eller ikke kan komme videre i sin karriere. Derfor må virksomheder erstatte loyalitet med respekt og engagement, hvis de vil beholde deres talent. Organiser medarbejderstaben, promover mulighederne inden for virksomheden i stedet for at hyre eksterne folk og dermed bypasse de interne talenter. Vis medarbejderne respekt ved at tilbyde intern mobilitet og karriereplaner – det skaber en ny slags loyalitet, der passer bedre til det moderne arbejdsmarked.

Som virksomhed bør man skabe et miljø, hvor de ansatte kan skabe innovation og trives. Sørg for et godt arbejdsmiljø, der er fuld af muligheder. Man kan selvfølgelig ikke tvinge folk til at være innovative, men man kan skabe et miljø, hvor folk åbner sig og kan være kreative, hvilket kan være med til at skabe en positiv effekt for hele forretningen.

  1. Lad robotterne hjælpe

AI er på ingen måde en ny trend. Faktisk kan man tillade sig at sige, at virksomheder, der ikke bruger en eller anden form for AI, er bagud. For et par år siden var man banebryder, hvis man brugte AI – nu ses man som håbløst bagud, hvis man ikke gør. Inden for de næste par år vil 75 % af de analytics-applikationer, som virksomheder bruger, have en eller anden form for AI inkorporeret.

I takt med at AI bliver stærkere og bedre, øges den mængde af data, som kan hjælpe, støtte og forbedre HR. Jo mere medarbejderdata, man har, jo mere kan man opnå med Big Data. Brugen af AI inden for HR gør det muligt for arbejdsgivere og medarbejdere at strømline eller automatisere mange arbejdsprocesser, hvilket giver mere tid til, at HR kan fokusere på virksomhedsstrategi og planlægning. Men virksomheder bør stadig være forsigtige, når de bruger data. Når GDPR træder i kraft til maj, skal alle virksomheder have compliance. Brugen af medarbejderdata er praktisk og virksomhedsorienteret, men man skal sørge for at være transparent i forhold til, hvordan disse data bruges.

  1. Den nye karrierevej

Når man sætter medarbejderne i højsædet af virksomheden, sørger man samtidig for, at HR-afdelingen er ansvarsbevidst. Fokus på oplevelse, engagement og det at være transparent er ikke nye koncepter, og i 2018 kan – og bør! – de slet ikke undgås. HR skal have et bedre kendskab til deres medarbejdere og en mere detaljeret vision og forståelse.

HR bliver nødt til at være mere fleksibel. Ved at nytænke og udvikle karriereveje i virksomheden vil man kunne involvere hele økosystemet. Brug dine leverandører, forhandlere og andre partnere til at være med til at skabe flere muligheder for karriere for dine ansatte. Denne proces vil gavne alle og være med til at skabe langsigtede resultater for din forretning. Samtidig skal man tænke, at hvis en tidligere medarbejder rykker videre til virksomheder inden for økosystemet, flytter han eller hun ikke til en konkurrent, og man har ikke mistet noget. Det er urealistisk at tænke, at man kan fastholde alle medarbejdere, så man kan hjælpe dem videre ved at bruge sit netværk. Offboarding vil blive et nøgleord i 2018.

Det handler om indflydelse

HR skal have god forståelse for virksomheden og dens målsætninger og strategier for at kunne få indflydelse og påvirke forretningen – hvis ikke ender HR-afdelingen med at blive udskiftet. HR skal benytte sig af alle de værktøjer, de har, og udbygge dem. Fokuser på medarbejderne og deres engagement i virksomheden, opbyg tillid og vær mere fleksibel. Brug disse trends til at skabe en bedre arbejdsplads i 2018 og skab indflydelse og påvirkning på virksomheden.