En rebranding af en fitnesskæde med 1.500 medarbejdere spredt ud over hele landet uden fælles kommunikationsplatform har været en stor mundfuld for HR-direktør Charlotte Karlskov Jensen. Men efter et hårdt halvt år ser hun positivt på forløbet.
Af redaktionen, DANSK HR
En lun junidag 2018 blev det offentliggjort, at fitness dk blev opkøbt af Nordens største fitnesskæde, og de nye ejere fra SATS Group besluttede hurtigt, at de ville rebrande hele kæden med 39 centre og 1.500 medarbejdere. Fitness dk skulle blive til SATS. 3. september blev det offentliggjort på hjemmesiden, og dermed lød startskuddet også til et hektisk forløb, hvor virksomheden på rekordtid skulle skifte profil og overgå til at være en fitnesskæde med en nordisk profil, øget fokus på medarbejdere og nye koncepter til medlemmerne. Branchens travleste periode er i januar, så hele processen skulle gå hurtigt.
Ny udfordring
”Det her har jeg ikke prøvet før,” tænkte Charlotte Karlskov Jensen, da udfordringen stod klart for hende.
Siden hun i 2004 blev færdig som jurist, har hun ellers prøvet lidt af hvert indenfor HR. Blandt andet var hun med i den sidste tid i flyselskabet Sterling, da hun som HR-partner var med i en række redningsforsøg, der gjorde hverdagen uforudsigelig, og HR-arbejdet spændende og udfordrende.
Igennem en årrække med røde tal på bundlinjen havde hendes arbejde som HR-chef i fitness dk også budt på udfordringer, men den forestående rebranding var ny. At få godt 1.500 medarbejdere med på rejsen til en ny virksomhedsidentitet ville blive en udfordring. Særligt fordi fitness dk kun har 22 medarbejdere i hovedkvarteret. Resten er spredt ud over hele landet.
”Vi havde jo ikke en kantine, hvor vi kunne indkalde medarbejderne og orientere dem,” siger Charlotte Karlskov Jensen. ”Faktisk havde vi ingen oplagte kommunikationsplatforme, hvor vi kunne fortælle om ændringerne,” forklarer hun.
En stor del af medarbejdere kunne kun kontaktes gennem deres private mail, så bare at kommunikere til dem var en udfordring i sig selv.
Slagplan
Første skridt var at sætte sig sammen med den øvrige ledelse og lægge en slagplan. Den administrerende direktør Jakob Hansen, marketingschef Susanne Dam og Charlotte Karlskov Jensen satte sig sammen.
Udgangspunktet var godt. Medarbejderne var nemlig positivt stillede overfor de nye ejere, som også ville investere millioner i fitness dk i forbindelse med rebrandingen.
Ledelsen nedfældede i fællesskab de tre vigtigste strategiske punkter, der skulle sikre, at ændringerne ikke bare betød nye skilte på facaden:
For det første skulle den nye identitet markeres i en kæmpe convention for alle 1.500 medarbejdere, der ville kunne feste og få kick off i fællesskab for første gang i 10 år.
Dernæst skulle der indføres tre helt nye træningskoncepter, der kunne være med til at skabe begejstring og gejst for både medarbejdere og medlemmer.
For det tredje skulle der fokus på personlig træning i fitnesskæden. I Norge omsættes der for fem gange så meget på personlig træning, som fitness dk har gjort, så potentialet i træningsformen er kæmpestort.
Efter beslutningen var taget, gik Charlotte Karlskov Jensen i gang med at informere regionschefer og managers for at få dem onboarded og sat ind i den forestående opgave. De kunne dermed gå videre til centerledere og nøglemedarbejdere.
Fra dør til dør
Samtidig blev der sendt flere mails til medarbejderne, og lavet en plan for, hvordan de nye træningsformer skulle indføres, hvorhenne og hvordan personlig træning skulle opgraderes.
På sociale medier blev de personlige trænere også brugt som talerør, og de regionale ledere kørte rundt i centre og italesatte ændringerne løbende.
”Det kræver meget at få kontakt til 1.500 mennesker uden et intranet, men det har vi gjort ved godt gammeldags fodarbejde,” siger Charlotte Karlskov Jensen.
Men kickoff var for alvor den convention, hvor medarbejdere fra hele landet deltog tilbage 2. november.
Her blev undervist i de nye træningsformer i SATS på Nygaardsvej. Andre centre landet over lukkede, så alle medarbejdere kunne deltage. Direktøren holdt en tale om en fælles vision, og der blev festet i Øksnehallen.
”Her viste vi medarbejderne, at nu har vi det nye sort indenfor træning. Vi er en del af en stor, nordisk familie, og i 2019 bliver der uddannet nye og eksisterende instruktører i SATS konceptportefølje,” siger Charlotte Karlskov Jensen.
Medarbejderne blev givet en fornemmelse af, at de er en del af et stærkt brand, der har fokus på uddannelse og udvikling af medarbejdere.
”Når vi ikke havde en stærk kommunikationsplatform, måtte vi bruge medarbejderne og sprede ringe i vandet,” siger Charlotte Karlskov Jensen.
Til arrangementet følte Charlotte Karlskov Jensen, at der for alvor blev sat ild i den forandring kulturelt og mentalt, som en rebranding er. ”Vi kunne se folks begejstring, og det gav en kæmpe glæde. Og så kunne vi sige tak til dem for at de knokler på, selvom vi lægger store arbejdsbyrder på dem,” siger Charlotte Karlskov Jensen.
Nu intranet
Et fokuspunkt for Charlotte Karlskov Jensen var også at få skabt den fælles kommunikationsplatform som manglede. Facebook Workplace blev introduceret og taget godt imod af medarbejderne.
Det har også været vigtigt at bruge som værktøj, når man har skulle lave en 360 graders IT-integration, hvor tingene ikke altid har været helt nemme.
Workplace har også hjulpet med at kommunikere igen og igen, at rebrandingen i høj grad handler om at investere i medarbejdere og nye idéer og muligheder.
SATS’s danske CEO har også informeret om kampagner, medarbejdere har delt videoer og billeder, og der er skabt en fællesskabsfølelse omkring virksomhedens nye identitet.
Vigtig læring
For Charlotte Karlskov Jensen er en af de absolut vigtigste læreregler i forandringsledelse, at man som direktion skal huske, at man har haft længere tid til at indarbejde forandringer end den medarbejder, som du kommunikerer ud til. Medarbejderne skal have tid.
”Det er også så uendelig vigtigt at kommunikere om formålet med forandringen. At der er en mening med det hele. Jeg har mange gange hen over efteråret talt med medarbejdere for at bakke op om forandringerne og få dem med på rejsen,” forklarer Charlotte Karlskov Jensen. Samtidig er tempoet i vigtigt.
”Du skal også kommunikere hurtigt ud i din organisation. Om du så skal køre rundt i bil, bruge Skype, Facetime, eller hvad du skal. Bare det går hurtigt,” siger hun.
Derudover er Charlotte Karlskov Jensens råd, at lederteamet omkring dig skal være på plads, og at du skal huske at rose dem og holde dem tæt. Og så skal du være forandringsvillig selv, så du konstant kan justere.
”Vi har knoklet som besatte for at få kommunikeret godt til vores medarbejdere. Selvom nogle enkelte synes, de har fået information i pressen, før de har hørt det fra os, så tror jeg, at de fleste synes, at vi er lykkedes godt med den del. Og det er afgørende,” siger Charlotte Karlskov Jensen.
1.100 af medarbejderne skal efteruddannes
SATS er ikke i mål med forandringen endnu. 1.100 medarbejdere skal i løbet af 2019 i gang med et uddannelsesforløb, hvor de både uddannes i de nye holdtyper og får et generelt løft i kompetencer.
Hen over året skal medarbejderne igen have anerkendelse for det store gåpåmod og energi, de har lagt i at få ændret virksomheden. Der er også mere kommunikation på vej om SATS-familien. Men ifølge Charlotte Karlskov Jensen er kommunikationen ikke det eneste afgørende parameter. Som nævnt spiller tiden også en rolle.
”En rebranding er ikke bare et navneskift. Der skal indføres nye kulturer, skabes nye værdier, visioner, og meget mere. Det er et langt, sejt træk, hvor man igen og igen skal tale om processen, og det tager tid. Rejsen er kun lige begyndt for os. Men vi er nået langt og jeg er stolt af hele teamet. Nu begynder næste kapitel,” siger hun.
Baggrund, Charlotte Karlskov Jensen
Uddannet jurist 2004. Siden blandt andet fuldmægtig i arbejdsskadestyrelsen, konsulent i ingeniørernes a-kasse og fik sit første HR-job i flyselskabet Sterling, hvor hun blev HR business partner og blandt andet tog sig af overenskomstforhandlinger og var med til konkursafvikling. Siden 2009 i fitness dk, hvor hun er HR direktør med ansvar for det juridiske område, rekruttering, løn, koncept-implementering med mere.
SATS Danmark
En del af Nordens største fitness-aktør SATS GROUP med 240 centre i Norden og 660.000 medlemmer.
SATS i Danmark har 110.000 medlemmer og 39 centre over hele landet.