Meltwater Danmark: Vi satser på unge talenter

Tech-branchen er i rivende udvikling, og der er kamp om at være first mover på markedet. Det stiller krav til virksomhederne om at tiltrække de største talenter, der kan bidrage med ny viden og udfordre arbejdsprocesserne. Hos Media Intelligence-virksomheden Meltwater tror de på, at unge talenter kan forløse potentialet. Derfor har Meltwater udviklet et unikt rekrutteringsprogram og skabt en arbejdsplads med attraktive karriemuligheder, hvor alder ikke er afgørende for niveauet af ansvar.

Af Marie Korsgaard, DANSK HR

I tech-branchen går mange virksomheder efter at få fingrene i erfarne folk, der har bevist sit værd på arbejdsmarkedet. Men hos Meltwater gør man tingene lidt anderledes. Her handler det om at få fat på de unge talenter, mens de stadig er friske fra skolebænken.

”Vi går efter unge talenter, som har den nyeste viden fra deres studier, og som har det drive, der skal til for at blive succesfuld i tech-branchen. Det er langt vigtigere for os at få den rigtige personlighedsprofil end folk med erfaring. Det får de hurtigt hos os. Hvis de har personligheden og energien, kan vi lære dem resten,” siger Christian Pedersen, som er Managing Director hos Meltwater Danmark.

Netop at starte fra bunden og arbejde sig op er en del af DNA’en hos Meltwater. Det gjorde Meltwaters grundlægger og CEO, Jorn Lyseggen, og det gør nyansatte medarbejdere den dag i dag. Nøglen er, at Meltwater investerer i medarbejderne fra begyndelsen – lige fra rekrutteringsforløbet, hvor Meltwater bruger mange ressourcer.

Unikt rekrutteringsforløb

Meltwaters rekrutteringsforløb adskiller sig fra de fleste andre virksomheder. Først screenes de udvalgte kandidater i et telefoninterview. På baggrund af screeningen udvælges 10-12 kandidater, som bliver inviteret til et tre timers gruppeinterview. Her involveres en række forskellige medarbejdere fra Meltwater, fra den nordiske direktør til salgsmedarbejdere, for at sikre at kandidaterne har nogle at spejle sig i –  uanset om de aspirerer mod en lederstilling eller en specialiseret rolle. Det betyder, at der typisk er op mod seks medarbejdere, der deltager i rekrutteringen.

Til gruppeinterviewet bliver kandidaterne præsenteret for Meltwater, løser gruppeopgaver, holder oplæg, deltager i diskussioner og får forklaret karriereveje og -muligheder hos Meltwater. Netop at forventningsafstemme karrieforløb og typen af virksomhed er vigtigt for Meltwater. Det skal dels sikre, at kandidaterne er motiverede for en karriere i Meltwater, og dels at kandidaterne ved, hvad de går ind til.ChristianT_web

”Til gruppeinterviewet får vi testet kandidaterne af og ser, hvordan de indgår i gruppedynamikker. Vi kigger efter kandidater, der har forretningsforståelse, er socialt intelligente og har et højt drive. Hos os får medarbejderne en stejl læringskurve, hvor de kommer til at arbejde med store virksomheder i vidt forskellige brancher, hvor vores kontaktpunkt ofte er højt oppe i organisationen. Derfor leder vi efter ambitiøse mennesker, der vil fremad og er klar til en hurtig karriere,” siger Christian Pedersen.

Mikael Svensson er Client Succes Manager hos Meltwater og var igennem rekrutteringsforløbet for godt to år siden.

”Jeg havde et andet jobtilbud på hånden, da jeg tog til gruppeinterview hos Meltwater. Men allerede efter de første minutter var jeg afklaret om, at det var hos Meltwater, jeg ville arbejde. Repræsentanterne fra Meltwater fremstod meget professionelle og skarpe, og det var tydeligt, at de havde styr på deres værdier og mål for fremtiden, samtidig med at der var en ungdommelig og hyggelig stemning. Det var inspirerende, og jeg havde med det samme lyst til at være en del af det miljø,” fortæller Mikael Svensson.

Efter gruppeinterviewet går udvalgte kandidater videre til et individuelt interview. Antallet er aldrig fastsat, men afhænger af, hvor mange dygtige kandidater, der er i spil. Og igen involveres en række medarbejdere hos Meltwater, hvor tre til seks medarbejdere deltager i interviewet.

Investerer i unge talenter

Meltwater investerer massivt i nye medarbejdere fra dag ét. Som en del af onboarding i virksomheden får nye medarbejdere træning i Meltwaters produkter og markedet og bliver tildelt en mentor – en såkaldt skyggeperson, som medarbejderen kan lære af og læne sig op ad. Derudover er der løbende træning og opfølgningssamtaler, hvor mål bliver sat i fællesskab mellem medarbejderen og den nærmeste leder.

”Vi satser fuldt ud på de unge medarbejdere, vi ansætter. Fra første færd kommer de med ud til kunderne og får selv lov til at prøve kræfter med forskellige arbejdsopgaver og processer. Vi pakker ikke folk ind. For vi tror på, at nye folk lærer hurtigst ved at komme ud i marken og ved at få mulighed for at bevise sig selv fra starten. Vi oplever, at denne tilgang koblet med en mentor og tydelige karriemål motiverer vores medarbejdere,” siger Christian Pedersen.

”I de fleste virksomheder gælder det typisk om at gøre sig uundværlig, men som leder i Meltwater er det lige omvendt. Her skal man arbejde hen mod at blive undværlig i sin rolle, så man selv kan rykke videre til næste skridt. Du bliver derfor målt på, hvor god du er til at lære fra dig,” siger Mikael Svensson.

Muligheden for at få ansvar og arbejde hen mod tydelige mål er noget af det, Mikael Svensson sætter pris på. Han startede som Account Manager, men er i dag Client Succes Manager og har ansvaret for to medarbejdere i sit team.

”Jeg har udviklet mig meget, efter jeg blev færdig med min uddannelse for godt to år siden. Jeg er allerede rykket et trin på karrierestigen og har fået lederansvar i en relativt ung alder. Det motiverer mig og giver mig blod på tanden til at knokle igennem,” siger Mikael Svensson.

Succes i Meltwater er at gøre sig undværlig

Meltwater har stort fokus på medarbejdernes udvikling. Som et led i at arbejde sig op fra bunden er Meltwaters tilgang at forfremme folk indefra til leder- og mellemlederstillinger. Derfor er lederne også målt på at udvikle deres medarbejdere til at tage mere ansvar for på sigt at kunne overtage deres rolle.

”I de fleste virksomheder gælder det typisk om at gøre sig uundværlig,
men som leder i Meltwater er det lige omvendt. Her skal man arbejde hen mod at blive undværlig i sin rolle, så man selv kan rykke videre til næste skridt. Du bliver derfor målt på, hvor
god du er til at lære fra dig,” siger Mikael Svensson.

Der bliver bevidst gjort meget ud af at markere, når medarbejdere er rykket et trin op i organisationen. Både i de lokale afdelinger og på tværs af landene. Disse udnævnelser kan f.eks. blive offentliggjort til summits og træning, hvor de forskellige markeder mødes. Det er den del af at skabe en succeskultur.

Den tætte kontakt mellem markederne er noget, der kendetegner Meltwater som virksomhed. Medarbejdere har også mulighed for at prøve kræfter med at arbejde i udlandet i en eksisterende afdeling eller være med til at åbne nye markeder. En mulighed, mange unge mennesker finder attraktiv.

”Hos Meltwater kan du arbejde de fleste steder i verden. Mange har fx arbejdet i vores afdelinger i engelsktalende lande som Australien, USA og England. Vi vækster hurtigt i øjeblikket og åbner derfor også nye afdelinger i Asien og Sydamerika. Og fordi vi kun forfremmer indefra, finder vi eksisterende medarbejdere, der har lyst til at være med til åbne nye markeder,” siger Christian Pedersen.

Ungt og socialt miljø

Meltwaters kultur er kendetegnet ved et ungt miljø, hvor medarbejderne har store ambitioner, men hvor der samtidig er plads til at have det sjovt og hjælpe hinanden i hverdagen.

”Vores kultur beror på stærke værdier. Vi vil være nummer ét, vi har respekt for hinanden, og vi har det sjovt sammen. Det er vigtigt for os, at det er sjovt at gå på arbejde, og at medarbejderne har lyst til at bruge tid sammen. Vi investerer derfor i sociale tiltag som fredagsbar, arrangerer sportsaktiviteter og har et bordtennisbord på kontoret. Og her forsøger ledelsen at gå forrest og opfordre til, at man hygger sig sammen,” siger Christian Pedersen.

For Mikael Svensson betyder det unge miljø også, at det er nemt at relatere til hinanden:

”Vi er nogenlunde det samme sted i livet, hvor vi er i gang med at etablere karriere og har store ambitioner. Det betyder, at vi har en god forståelse for hinanden og hjælper hinanden frem. Det unge, sociale miljø er meget karakteristisk for Meltwater. Folk er sprudlende og udadvendte og prioriterer at bruge tid sammen – også efter arbejde. Vi kender derfor hinanden rigtig godt. Det gør det sjovt at gå på arbejde og skaber en holdånd,” afslutter Mikael Svensson.

Fakta om Meltwater:

  • Meltwater er en global Media Intelligence-virksomhed med kontorer i 27 lande
  • Meltwater leverer værktøjer til medieovervågning og sociale meder, udsendelse af pressemeddelelser, identifikation af influenter samt kvalitative analyser.
  • Meltwater blev grundlagt i Norge i 2001 af Jørgen Lyssengen, der i dag er CEO i virksomheden
  • Der arbejder 20 medarbejdere på Meltwaters danske kontor