Af Marie Korsgaard, Communication Manager, DANSK HR
En dag i december begiver jeg mig mod kursus- og konferencecentret Sinatur Hotel Haraldskær lidt uden for Vejle. Skyerne danner et tungt gråt tæppe over mig hele vejen, men da jeg når Vejle, begynder skyerne at åbne sig, og den blå himmel viser sig. Landskabet spreder sig omkring mig med marker og enge, og Vejle Å viser mig på rette vej. Jeg forlader hovedvejen, og da vejen slår et sving, skyder den store hvide bygning op foran mig. Det grå tæppe er nu forsvundet og bygningerne står badet i solens stråler.
Historie og sjæl
Haraldskær er et moderne konferencecenter indpakket i historiske bygninger. Det er en gammel herregård fra 1436, og det prægtige bygningsværk, bindingsværket og de sprossede vinduer leder tankerne væk fra et traditionelt konferencecenter. Stedet oser af historie og sjæl både ude og inde, lige fra det gamle ur fra Koldinghus, som lever sin egen tid på gavlen, og de gamle pejse, som er bevaret i nogle af lokalerne, til herregårdskælderen med den oprindelige stenovn.
”Det siges, at Harald Blåtand har haft sin gang her, og at man i gamle dage kunne sejle helt herind. Herregården skulle være bygget på et skib, der er sunket, og vi har en gammel skibsmast i den oprindelige indgang, som den gamle trappe er lavet op ad. Vi kan ikke bevise, om historien er sand, men masten er derinde,” fortæller receptionschef Susanne Pedersen, som har arbejdet på Haraldskær i 14 år.
Moderne konferencefaciliteter
Man mærker hurtigt, at stedet ikke er ligesom andre steder. Hotellets opholdsrum er ikke lounges, men tre hyggelige stuer en suite, som indbyder til en afslappet og hyggelig stemning. Stuerne er indrettet med klaver, bløde sofaer og kunst på væggene.
På trods af at man nemt kan føle sig hensat til en helt anden tid på Haraldskær, så er konferencefaciliteterne moderne. Her findes otte lyse konferencelokaler og fire mindre gruppe-/møderum med højt til loftet. I den største sal er der plads til 100 personer. Fra alle lokalerne er der en skøn udsigt enten til gårdspladsen, marker og enge eller Vejle ådal, som sætter tankerne i gang.
Teknologien er selvskrevet helt afgørende, når man afholder møder eller konferencer. ”Vi har det sidste nye, og i alle konferencelokalerne er der projektor, DVD, musikanlæg, pc samt trådløst og ADSL net-opkobling,” fortæller Vibeke Stentoft, som er konstitueret direktør på Haraldskær.
Ny energi til hjernen
Haraldskær ligger midt i Vejle Ådal, som er en af Danmarks smukkeste naturperler. Vejle Å bugter sig i sit eget rolige tempo forbi Haraldskær, og det stille rislende vand virker meget beroligende. Den fantastiske natur indbyder til at sætte farten helt ned og er de perfekte rammer for inspiration og fornyet energi.
”Vi vil gerne have, at vores gæster kommer ud, mens de er her. Det er jo videnskabeligt bevist, at det er sundt at få luft til hjernen, når man har siddet inde nogle timer. Naturen heromkring inviterer til at blive brugt. Her er mange løbe- og gå-ruter. Man kan få en guidet tur i omegnen, holde kaffepause ved bålet med udsigt over det kuperede terræn, besøge Skibet Kirke, som er bygget i 1100-tallet, eller man kan tage på tur til Jellingestenene,” fortæller Vibeke Stentoft.
Gastronomi i højsædet
På Haraldskær er gastronomi en af kerneværdierne og er med til at skabe en helhedsoplevelse for gæsterne. Køkkenchefen fortæller, at maden er inspireret af det nordiske køkken. De bruger udelukkende sæsonens råvarer, næsten alt er økologisk, og stort set alt bliver lavet fra bunden. ”Vi går meget op i dyrevelfærd, og vi får kun frisk fisk hjem. Vi har vores egen rygeovn, hvor vi selv ryger laks og torsk. Kokkene er nogle, jeg har håndplukket rundt omkring, som jeg mener, er garant for den standard, vi skal have her. For mig handler det om, at vi skal give gæsterne et produkt, hvor vi kan se os selv i spejlet om aftenen,” fortæller Søren Pilegaard, som er køkkenchef på Haraldskær.
Mens jeg står i en af opholdsstuerne og nyder udsigten og venter på frokosten, kommer fiske-bilen da også susende ind på gårdspladsen med frisk fisk til aftensmaden.
Da jeg træder ind i restauranten, som ligesom alle andre steder på Haraldskær har en fantastisk udsigt, mødes jeg af et overdådigt frokostbord. Menuen står på løgsuppe med ostebrød, diverse pålæg i små portionsskåle med friskbagt brød, spændende salater, stegt flæsk med kartofler og persillesovs, ostebord samt lidt sødt til dessert. Planen er, at jeg skal smage på alt for se, om køkkenchefens ord står mål med virkeligheden. Det gør den! Men jeg må kaste håndklædet i ringen efter et par retter. Jeg får dog plads til at klemme den friske hyldeblomstmousse-dessert ned, som smelter på tungen.
Efter et par timer med spændende historie, fantastisk natur og kulinariske oplevelser, er det tid til at vende hjemad. Regnen begynder stille at sile ned, og skyerne lukker sig atter sammen, da jeg svinger ud på hovedvejen og tilbage til den virkelige verden, men for mit indre blik ser jeg den prægtige hvide herregård badet i solens stråler.