Af Jóhannes Miðskarð, ph.d. og adjunkt i pædagogisk ledelse ved universitetet på Færøerne

I flere årtier har der været fokus på at forbedre samarbejdet mellem medarbejdere, hvilket ofte gennemføres af kursus- og konsulentvirksomheder, der bruger personlighedstests. Men Morgeson, Campion, Dipboye, Hollenbeck, Murphy & Schmitt (2008) kritiserer denne kursus- og konsulentvirksomhed om samarbejde for ofte entydigt at definere den enkelte medarbejder ud fra nogle forudbestemte fastlåste karakteristika i stedet for at give plads til personernes unikke forskelligheder. I artiklen beskrives en alternativ fremgangsmåde ud fra filosoffens Hannah Arendts teoridannelser, som netop prioriter menneskers unikhed.

Først belyses den sædvanlige fremgangsmåde i personlighedstest-tilgangen til samarbejde. Derefter undersøges, hvordan menneskers samarbejde alternativt kan karakteriseres ud fra Hannah Arendts tanker om det enkelte menneskes aktuelle samspil med andre. Til sidst sammenlignes disse to fremgangsmåder.

Test tilgangen til samarbejde

Den sædvanlige procedure i tilgangen med personlighedstest er, at de enkelte medarbejdere enten på papir eller over internettet skal besvare en mængde spørgsmål. Dernæst optælles de besvarede test, og de enkelte medarbejdere grupperes efter, hvordan medlemmerne ligner hinanden mht. nogle udvalgte personmæssige træk.

Dernæst undervises alle medarbejdere i, hvilke gevinster og problemer der opstår, ved at de forskellige personprofiler møder hinanden i et samarbejde. Der undervises f.eks. i, hvordan ’entreprenøren’ med sin trang til konstant nyskabelse interagerer med ’administratoren’, der har trang til systematisering. Der påvises, hvordan vanskeligheder kan opstå, hvis de to slags medarbejdere ikke har viden om deres egen og den andens personprofil.

Nu vil jeg undersøge, hvordan den personlighedstestbaserede tilgang til samarbejde kan karakteriseres i forhold til disse tre niveauer: 1) Det almenmenneskelige niveau, 2) Gruppeniveauet 3.) Det individuelle niveau.

Ud fra den tidligere beskrivelse af proceduren ved personlighedstest er det muligt at sige, at det almenmenneskelige niveau kun er til stede ved antagelsen om, at alle mennesker kan testes med det samme spørgeskema. Gruppeniveauet står stærkt i personlighedstesttilgangen, idet den enkelte medarbejder sammenlignes med andre for at udsige noget om hans/hendes typiske adfærd. Man kan fristes til at argumentere for at det individuelle niveau’s tilstedeværelse i personlighedstestene består i den samtale den enkelte får med den involverede konsulent. Men i forbindelse med den individuelle samtale så stopper man kun kort ved den enkeltes individuelle svar til fordel for fokusering på gruppens gennemsnitlige personprofil. Derfor konkluderes, at det individuelle niveau står svagt i testningen og tilbagemeldingen.

Det Arendtske tilgang til samarbejde

Den Arendtske tilgang til samarbejde beskrives i de tre tidligere omtalte niveauer: 1.) Det almenmenneskelige niveau 2.) Gruppeniveauet 3.) Det individuelle niveau.

Ifølge Arendt er de to mest almene vilkår, at alle mennesker fødes ind i denne verden (nataliteten), og at alle mennesker dør ud af denne verden (mortaliteten). Her kan kort nævnes, at hendes mest indflydelsesrige læremester, Martin Heidegger, i sit forfatterskab i stedet udelukkende tillagde mortaliteten den største betydning, hvorimod Arendt indfører nataliteten som mere grundlæggende end mortaliteten.

Dernæst er ”pluralitet” et vigtigt grundvilkår, sum hun knytter til ”handling”. ”Handling” er når mennesker interagerer med deres forskellige perspektiver – dette sker som oftest i en samtale. ”Pluralitet” antyder, at selvom mennesker har ligheder i fælles vilkår på jorden, er alle unikke i forhold til hinanden (Arendt, 2005, s. 37). Det er i ”handlingerne”, at mennesker mødes og beriger hinanden med unikke perspektiver, hvilket oftest resulterer i opstart af nye fælles initiativer i tanke og/eller gerning. I forbindelsen mellem ”handling” og opstart af nye initiativer etablerer Arendt et link til begrebet ”natalitet”, der betyder fødsel (som for Arendt også er andet end den fysiske fødsel).

Efter at have beskrevet de almene vilkår natalitet, mortalitet og pluralitet gældende for alle mennesker ifølge Arendts forståelse, vil jeg nu se på, hvordan Arendt forholder sig til at beskrive mennesker ifølge gruppeniveauet. Fokus er på, hvordan mennesker beskrives i kraft af træk, de deler med andre mennesker, hvorfra man danner grupperinger af mennesker, der ligner hinanden. Dette medfører, at man til hver gruppe fremstiller et idealtype-menneske, der kan genfindes i alle gruppens medlemmer, som det gøres i den personlighedstest-baserede tilgang til samarbejde. Der er ingen tvivl om, at Arendts teoridannelser stiller sig kritisk til den fremgangsmåde, personlighedstests anvender, men det må understreges, at Arendt aldrig har skrevet direkte kommentarer til brug af personlighedstest. I sit andet hovedværk, ”The Life of the Mind” (1978), kommer Arendt dog med en kort bemærkning om, at hun har iagttaget, hvordan vi i vores moderne tidsalder ofte ukritisk tænker i idealtyper: ”… we construct ’ideal types’ … out of the crowd of living beings … who seem to possess a representative signifiance” (Arendt, 1978, s. 169). Arendt beskriver dernæst, hvordan denne fremgangsmåde på uheldig vis nedprioriterer menneskers individuelle særkende, hvilket hun anser for det vigtigste menneskelige træk.

Eftersom Arendt er tilbageholdende med at identificere og fremskrive fællestræk i grupper af mennesker, fordi det enkelte menneskes unikke karakter går tabt, kan man forledes til at tænke, at Arendt går ind for en stærk individualisme, hvor mennesker alene opfattes ud fra, hvem de er som et unikt biologisk og genetisk væsen. Men Arendt understreger, at vi ikke må stadfæste den enkeltes unikhed i hans biologiske substans, selvom Arendt fremfører, at ethvert menneskes fysiske udformning er unik (Arendt, 2005). Snarere vil Arendt, at vi forsøger at definere den enkeltes unikhed ud fra hans optræden blandt andre. Det er altså fællesskabet med andre, som er nøglen til at stadfæste menneskers unikheder.

Selvom det ifølge Arendt er tydeligt, at det enkelte menneske er unikt i sin optræden blandt andre, mener hun, at det er svært at stadfæste, hvad den enkeltes unikhed består i, idet vi nemt anvender en eller anden form for idealtypetænkning. Når vi ønsker at beskrive, HVEM det enkelte menneske er, indfanges vi let af at beskrive, HVAD den enkelte er: “Vi bliver rodet ud i beskrivelser af egenskaber, som den enkelte nødvendigvis må dele med andre, der minder om ham; vi begynder at beskrive en type eller en karakter i dette ords oprindelige betydning, hvilket blot resulterer i, at hans specifikke unikum undslipper os” (Arendt, 2005, s. 186).

I stedet for fokusering på fællestræk mener Arendt, at nøglen til en succesfuld beskrivelse af det enkelte menneske ligger i at fastholde blikket på de ’handlinger’, som den enkelte deltager i sammen med andre. Hver gang dette menneske deltager i en handling, afsløres nemlig lidt af den enestående karakter ved dette enkelte menneske. Det enkelte menneske afsløres ikke kun for de andre, men også for sig selv, idet Arendt mener, at det også er skjult for én selv, hvem man er (Arendt, 2005, s. 180ff).

Arendt påstår, at selvom vi ved en karakteristik af det enkelte menneske prøver at undersøge, hvordan den enkelte er i det aktive samvær med andre, indfanger vi aldrig, hvem denne enkelte er, idet dette også ligger i den enkeltes fremtidige ’handlinger’. (Arendt, 2005, s. 186ff & s. 197ff). Denne påstand tydeliggør, at Arendt arbejder med en vedvarende identitetsdannelse.

Sammenligning af de to tankegange om samarbejde

Jeg konstaterede, at det kun er gruppeniveauet, der står stærkt i den personlighedstest-baserede tilgang til samarbejde. I henhold til Arendts teoridannelser demonstrerer denne artikel, at det individuelle niveau står i forgrunden med det almenmenneskelige niveau som grundlag. Ligeledes at Arendt i meget ringe grad ønsker at anvende gruppeniveauet til en karakteristik af det enkelte menneske i samspil med andre.

Lidt ironisk er tankegangen i de adfærdsbeskrivende personlighedstest, at den enkelte bedst karakteriseres ud fra en idealtype den enkelte deler med andre, ved at den enkelte udfylder et spørgeskema i ensomhed. Modsat kan man ud fra en Arendtsk tankegang opnå en begyndende karakteristik af den enkelte unikke medarbejder ved at se på, hvordan den enkelte handler i samvær med andre mennesker.

Referenceliste:

Arendt, H. (1978). The Life of the Mind. San Diego: Harcourt Brace Jovanovich.

Arendt, H. (2005). Menneskets vilkår. København: Gyldendals bogklubber.

Dahl, C., & Lykkeberg, R. (2005). Introduktion til Menneskets vilkår. I: H. Arendt, Menneskets vilkår (s. 9-28). København: Gyldendals bogklubber.

Morgeson, F. P., Campion, M. A., Dipboye, R. L., Hollenbeck, J. R., Murphy, K., & Schmitt, N. (2007).

Reconsidering the Use of Personality Tests in Personnel Selection Contexts. Personnel Psychology, 60(3), 683-729.